Kathrine Heindahl ser tydelig sammenhæng fra datidens Jernhårde Ladies til nu
Når Kathrine Heindahl skal fremhæve kvindelandsholdets største styrke anno 2022, så ruller minderne og tankerne tilbage til den gyldne tid om den jernhårde ladies.
Der var engang, hvor det danske kvindelandshold rev den ene medalje ned efter den anden, og som den første nation nogensinde kunne bryste sig af at være forsvarende EM-, VM- og OL-guldvindere.
Det var engang: Siden 2004 er det bare blevet til to slutrundemedaljer, hvor den første kom i 2013 og igen otte år senere ved VM i 2022.
Meget er sket siden de gyldne tider, men der er alligevel ligheder at spore mellem nutidens og datidens landshold, mener Kathrine Heindahl:
- Når man har snakket om det danske kvindelandshold, også dengang da der var rigtig mange medaljer, så har sammenholdet haft stor betydning. Det har det stadig, siger Kathrine Heindahl til Europamester.dk.
- Det her hold kan meget. Vores helt klare og største styrke er bredden. Vi er mange dygtige spillere, som spiller med mange facetter. Vi kan blive ved med at skifte ud og blive ved med at lægge et kæmpetryk på vores modstandere.
- Vi har krydret det med flere og flere Champions League-kampe i benene. Vi har været af sted med stort set det samme hold igennem mange slutrunder: Vi har mange kampe sammen, og det gør udfaldet. Vi har både haft opture og lidt for mange nedture sammen. Det har gjort og stærkere.
- Hvordan?
- Vi har ad flere omgange kigget hinanden i øjnene og lovet hinanden, at vi skal være med til at flytte holdet. Samlet har vi fået mere erfaring, flere har spillet i udenlandske klubber og prøvet at leve under andre kulturere og præmisser. Dét har styrket holdet helt vildt.
- Hvad er dine forventninger til den kommende slutrunde?
- Det bliver hårdt men også megasjovt. Der er sindssyg hård konkurrence. Der er ikke nogen lette kampe på programmet. Sådan er EM. Jeg glæder mig som altid meget til at skulle af sted. Jeg er stolt hver gang, jeg bliver udtaget og få lov til at spille på hold med nogle af verdens bedste.
- Du tager det ikke som en selvfølge, når du nu er med for syvende gang i træk?
- Noget af det, der gør, at jeg er med for syvende gang, er, at jeg ikke tager det for givet. Jeg kæmper hele tiden for min plads, for at blive bedre som hold og individuelt for at bidrage endnu mere til holdets succes.
- Jeg ved, at det stadig kræver lige så hårdt arbejde, som det gjorde til at starte med. Det er også nøglen til, at vi har flyttet os: Folk vil have mere, slutter Kathrine Heindahl.