Kiel vil levere en overraskelse
THW Kiel er underdog ved weekendens Final4, og det har da heller ikke været den bedste sæson for Kiel, der skuffede stort i Bundesligaen.
Kiel går ind til Final4 i en underdog-rolle, men cheftræner, Filip Jicha, har bestemt ikke mistet troen på, at THW Kiel kan levere, når Champions League-trofæet skal fordeles. Viktor Szilagyi, direktør i Kiel, stemmer i:
"Sulten efter titlen er enorm. Ingen tager til Köln bare for at opleve det," fortæller han til NDR-Sport, mens én af klubbens store profiler, Niclas Ekberg, bakker op:
"Final4 lever sit eget liv. Det er en modus, der er skabt til overraskelser. Hvad der skete før, er irrelevant," siger han.
THW Kiel møder FC Barcelona i semifinalen i dag kl. 18. Tre timer tidligere, skal Aalborg Håndbold møde de tyske mestre fra SC Magdeburg.