KIF Kolding henter svensker med øjeblikkelig virkning
KIF Kolding har skrevet kontrakt med den svenske bagspiller Viktor Ahlstrand, som kommer til KIF Kolding fra den svenske klub Hammarby IF, hvorfra han skifter med øjeblikkelig virkning.
Kontrakten løber frem til sommeren 2026.
Viktor Ahlstrand er 27 år og startede sin professionelle karriere i den svenske klub Redbergslids IK. Senest har han spillet for Hammarby IF af to omgange og har i løbet af de seneste 3,5 sæsoner spillet 85 kampe og scoret 333 mål i den bedste svenske række for de ”Grönvita” fra Hammarby.
”En alsidig bagspiller med fremragende overblik”
”Med Viktor får vi en alsidig bagspiller med et fremragende overblik og en evne til at gøre sine medspillere bedre. Han bringer en fantastisk attitude og indstilling til holdet og kan samtidig dække flere positioner i forsvaret, hvilket giver os endnu større fleksibilitet og styrke i truppen. ” udtaler sportschef Lars Christiansen i en pressemeddelse.
”Dette er en rejse, jeg gerne vil være en del af ”
”Det føles virkelig spændende og inspirerende at komme til en klub som KIF Kolding. Den imponerende historie og de fantastiske muligheder her er nogle af grundene til, at jeg valgte at skrive under. Derudover kender jeg Seifert både som spiller og træner fra tidligere, og da han og klubben præsenterede sin vision for, hvordan de skal finde tilbage på rette spor, blev jeg meget motiveret og overbevist om, at dette er en rejse, jeg gerne vil være en del af.” siger Viktor Ahlstrand.
Hele klubben byder Viktor varmt velkommen. Han har allerede sin første træning sammen med sine nye holdkammerater tirsdag formiddag.