Stor stjerne stopper på landsholdet efter VM
Det kommende verdensmesterskab bliver en milepæl for den kroatiske håndboldlegende Domagoj Duvnjak.
Den 36-årige anfører har annonceret, at han spiller sin sidste turnering for Kroatien ved VM, der blandt andet afvikles på kroatisk grund.
"Det bliver svært for mig, især efter den sidste kamp, når jeg skal acceptere, at det var sidste gang, jeg hørte nationalsangen som spiller," udtalte Duvnjak til det kroatiske sportsmedie sportnet.hr.
Han debuterede ved VM i 2009, også på hjemmebane, hvor Kroatien vandt sølv.
Duvnjak er en sand ikon for kroatisk håndbold og indehaver af rekorder som både flest landskampe og flest mål for sit land. På klubniveau har han siden 2009 spillet i Bundesligaen, hvor han har været en nøglefigur for THW Kiel. Her har han vundet alt fra det tyske mesterskab til Champions League og blev i 2013 kåret som Verdens Bedste Håndboldspiller.
I december forlængede Duvnjak sin kontrakt med Kiel til 2026, men på internationalt plan bliver VM afslutningen på en enestående landsholdskarriere.
Turneringen, der spilles i Kroatien, Danmark og Norge fra den 14. januar til 2. februar, får en særlig betydning for Duvnjak. Han ser frem til at slutte af foran et kroatisk hjemmepublikum, hvilket han betegner som en ære:
"Jeg er glad for, at min sidste turnering bliver på hjemmebane."