KIF tager afsked med publikumsfavorit
Stregspilleren kom til Kolding i 2023, hvor han hurtigt blev en populær skikkelse i Sydbank Arena. Med sin kompromisløse spillestil og enorme fightervilje spillede han sig hurtigt ind i fansenes hjerter, og allerede i sin første sæson blev han kåret til Årets Spiller i klubben.
I alt nåede Mathias Hedegaard at spille 55 kampe og score 120 mål for KIF Kolding.
"Det har været en kæmpe ære at få lov til at trække Kolding-trøjen over hovedet. Jeg vil se tilbage på to gode år i Kolding – især den første sæson var rigtig god. Det endte ikke, som vi havde håbet på, men jeg er sikker på, at Kolding kommer stærkt igen med så mange gode mennesker i klubben og en stærk opbakning til holdet. Tak til alle fans, som har støttet os – I er i en liga for jer selv og uden tvivl Danmarks bedste fans, siger Mathias Hedegaard til klubbens hjemmeside.
Nu venter en helt ny hverdag for den populære stregspiller, der skifter livet på håndboldbanen ud med livet som landmand på familiens gård på Fyn. Sammen med sin søster skal han overtage familiens landbrug, der tæller 670 køer og 620 hektar jord.
“Min søster og mine forældre har ventet på, at jeg blev klar til at komme hjem – og de har altid givet mig plads til at udleve min håndbolddrøm, indtil tiden var rigtig. Det føler jeg, den er nu – både fordi jeg er afklaret og glæder mig til at overtage landbruget, men også fordi jeg kommer tættere på min lille familie, som altid har taget hensyn til mig og min karriere,” fortæller Mathias Hedegaard.
Hedegaards afgang markerer endnu et farvel i rækken af spillere, der har forladt KIF Kolding efter klubbens nedrykning fra Håndboldligaen. Klubben står nu over for en genopbygningsfase i 1. division.