LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Klubsoldat får mere ros end Gidsel

Fabian Wiede og Füchse Berlin fejrede søndag klubbens første Bundesliga-titel nogensinde, da de besejrede Rhein-Neckar Löwen med 38-33.

For Wiede var triumfen særlig speciel efter 16 års loyalitet og hårdt arbejde i klubben.

"Jeg tror, enhver håndboldspiller drømmer om det her mesterskab. Jeg har været her i 16-17 år, givet alt, prøvet at komme længere og længere op, og nu har vi endelig gjort det. Jeg er utrolig glad og stolt over holdet," lød det fra en begejstret Fabian Wiede efter sejren ifølge Handball-news.com.

Men vejen til triumfen har ikke været uden bump. Da Füchse hentede Mathias Gidsel, kæmpede Wiede med en alvorlig fodskade og en ny rolle på holdet:

"Jeg arbejdede hårdt med mig selv og fik hjælp, så jeg kunne komme mentalt tilbage. Det seneste år har jeg kunnet spille frit igen. At Mathias så endda kalder mig forsvarschef, ser jeg også som en lille ære," tilføjede Wiede.

Direktør Bob Hanning lagde efter kampen heller ikke skjul på sin beundring for den 31-årige tysker:

"Fabian Wiede bliver ofte undervurderet. Vi taler altid om Gidsel, og selvfølgelig med rette. Men vi skal også tale om Fabian. Han har gjort hele forskellen i foråret, han har spillet alle positioner, hvor vi havde brug for ham, og han har gjort os bedre. For mig personligt er Fabian sæsonens spiller," sagde en tydeligt rørt Hanning ifølge Handball-news.com.

Hanning understreger samtidig, at Gidsel naturligvis har været nøglen til Berlins succes:

"Gidsel er selvfølgelig sæsonens spiller generelt. Han gør alle omkring sig bedre og driver hele holdet fremad. Men Fabian er vores interne nytilgang efter vinterpausen, han har været helt afgørende for vores succes," forklarede Hanning.

Füchse Berlin kan nu fejre klubbens første mesterskab nogensinde – en triumf båret af profiler som Mathias Gidsel, men også af klubbens trofaste skikkelser som Fabian Wiede.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder