Landsholdet hjemme igen: Nikolaj lukkede guldfesten
I går aftes ankom det danske landshold til Københavns Lufthavn, hvor de blev modtaget af folk fra DHF, familie og presse. Der blev også serveret champagne, men det var der ikke mange, der havde lyst til at smage.
Den danske herrelandstræner Nikolaj Jacobsen mente ikke, at han havde tømmermænd, selvom han lukkede festen mandag morgen sammen med Henrik Møllgaard.
"Jeg skal være ærlig og sige, at de der par timers søvn, dem kan jeg godt mærke nu," siger Nikolaj Jacobsen til Ekstra Bladet.
Da Nikolaj Jacobsen og Henrik Møllgaard var på vej i seng, mødte de nogle af de første, som var på vej ned for at spise morgenmad.
Ankomsten i lufthavnen var også endestationen for denne samling af det danske herrelandshold, hvilket også betød et farvel til de to stjerner Mikkel Hansen og Niklas Landin, som inden OL havde meddelt, at de ville stoppe.
Den danske landstræner nævnte også i et interview med Ekstra Bladet, at han kommer til at savne mange ting ved de to stjerner, især deres personligheder. Men han var heller ikke bange for at fortælle, hvad han mindst kommer til at savne ved dem: Niklas skal man altid være på den rigtige side af for at kunne snakke med ham, og Mikkels uendelige snakke.
For Nikolaj Jacobsen var OL-guldet det største rent håndboldmæssigt, men for ham var det ikke større end, da de vandt VM-guld på hjemmebane i 2019.
Det danske herrelandshold samles igen til november.