Fysisk træner lovpriser Heindahls comeback
Efter at have født i juli er stregspilleren allerede tilbage på banen, og det vækker beundring hos sportsfysiolog og fysiske træner, Line Hovgaard-Hansen, der har stået for hendes træningsprogrammer.
“Hun har udviklet sig helt exceptionelt. Det er ingen hemmelighed, at Kathrine ikke er den fødte atlet. Hun har altid skullet lave et stort stykke arbejde for at nå dertil, hvor hun vil. I forhold til hurtighed findes der langt mere oplagte talenter, der er sindssygt eksplosive. Men mange af dem er langt mere dovne end hende,” siger Hovgaard-Hansen til Ekstra Bladet.
Hun understreger, at Heindahl er et sjældent eksempel på en spiller, der både rummer dedikation, disciplin og professionalisme på højeste niveau.
“Det er få spillere, jeg kender, der har taget udfordringen og er blevet så dygtige. Hun er én af de bedste i verden til ægte hårdt arbejde, dedikation og professionalisme. Det er den slags spillere, der virkelig er sjove at arbejde med,” siger hun.
Hvorvidt Kathine Heindahl udtages til VM-slutrunden eller ej er uvist - sikkert er det dog, at hun er at finde i bruttotruppen.