Der er fremgang at spore i økonomien hos Silkeborg-Voel KFUM.
Ved klubbens ordinære generalforsamling onsdag blev årsrapporten for regnskabsåret 2025/26 godkendt med et overskud på 703.000 kroner. Det er en forbedring på 251.000 kroner sammenlignet med året før, hvor resultatet lød på 452.000 kroner.
Samtidig er egenkapitalen for første gang i flere år blevet positiv. Den er således forbedret fra minus 638.000 kroner til plus 65.000 kroner. Ifølge klubben er både den ansvarlige lånekapital og den langfristede gæld desuden blevet afviklet.
Omsætningen steg i samme periode med ni procent til 9,5 millioner kroner, blandt andet som følge af øgede sponsorindtægter og engangsdonationer.
Bestyrelsesformand Mogens Steffensen glæder sig over den økonomiske udvikling, men understreger samtidig, at arbejdet ikke er færdigt:
“Vi har nu 4 år i træk leveret et overskud, og egenkapitalen er igen positiv. Det skyldes et målrettet arbejde og en enestående opbakning fra vores samarbejdspartnere og frivillige. Vi er ikke i mål, men vi står på et langt mere solidt fundament,” siger Mogens Steffensen på klubbens hjemmeside.
Klubben budgetterer desuden med et nyt overskud i det igangværende regnskabsår og har en målsætning om at styrke egenkapitalen yderligere gennem de kommende års drift.
Mens økonomien bevægede sig i den rigtige retning, var situationen en anden på banen. 2025/26-sæsonen var ifølge klubben præget af en række skader, og Silkeborg-Voel formåede ikke at indfri de sportslige forventninger. Holdet sluttede uden for slutspillet i Bambuni Kvindeligaen, mens pokaleventyret sluttede i kvartfinalen efter et tæt opgør, der først blev afgjort i forlænget spilletid..
Silkeborg-Voel går dermed ind i den nye sæson med en økonomi, der ifølge klubben står væsentligt stærkere end for få år siden, mens der samtidig arbejdes på at løfte de sportslige resultater.




























