LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Nikolaj Jensen

”Mærk talentet”: Vi følger ærkekøbenhavneren, stortalentet og landsholdsbobleren Andrea Hansen tæt

Om en uge kan 20-årige Andrea Hansen stå med en fornem EM-billet i hånden. Frem til tirsdagens trup-udtagelse følger Europamester.dk den unge København-fløj ultratæt.

I et samarbejde med Divisionsforeningen, som har søsat november måneds tema ”Mærk Talentet”, kommer Europamester.dk til at lære Andrea Hansen at kende fra yderst til inderst.

Vi kommer til at give dig et indblik i, hvad det vil sige at være ung fløjspiller på et af Danmarks tophold samtidig med at læse en ungdomsuddannelse, være et kæmpetalent og en ukendt U18-FIF-spiller til i dag at være ét af de varmeste landsholdsemner.

I en uge følger vi unge Andrea Hansen tæt til håndboldtræningerne i klubben, til den individuelle styrketræning, lektiebogen, kostplanen og meget mere.

Tirsdag aften snakkede Europamester.dk med København-spilleren, der fortæller om, hvordan hun har det med at spille i klubben, der har rødder i FIF, som hun har spillet i, siden hun var 8 år.

-Jeg elsker at være i den her klub. Det er ikke kun god håndbold, som man oftest ser inde på banen. Vi har det også rigtig godt sammen udenfor banen. Det synes jeg også, man skal vægte rigtig højt, når man både skal vælge klub og også være en del af en klub. Det gør også, at man kan præstere bedre, når man er i kamp, siger Andrea Hansen til Europamester.dk.

-Du er jo københavner helt ind til hjertet. Hvad betyder den hal og omgivelser for dig?

-Det betyder megameget for mig. Jeg elsker hver gang, jeg løber ind i den her hal. Når stemningen bare er god blandt publikum, og man kender mange, der sidder rundt omkring og støtter en, så betyder det bare megameget.

I oktober fik Andrea Hansen debut for A-landsholdet den 1. oktober mod stormagten Norge. En oplevelse hun aldrig vil glemme.

-Det var en kæmpeoplevelse. Det var lidt ligesom første gang, jeg løb ind her som seniorspiller. Man kunne godt mærke, at der var lidt mere pres på. Man var meganervøs, men alt i alt var det en megagod oplevelse, og jeg er ret stolt over at have været en del af det.

-Jeg synes, jeg har fået mere selvtillid ved at have været omkring landsholdet. Man tror mere på sig selv og på, at man godt kan. Man bliver værdsat for det, man går og laver hjemme i klubben.

-Hvad vil det betyde for dig at blive udtaget?

-Det vil da være et kæmpe skulderklap, der viser, at man har haft en rigtig god første halvsæson. Jeg ved godt, at jeg stadig er ung, så det er ikke, fordi man bare går rundt og har de største forventninger til det. Men det vil da betyde rigtig meget at være en del af truppen.

-Jeg tror, de fleste måske har en drøm om at komme med til en slutrunde - især på hjemmebane tror jeg, det er noget, alle går og drømmer om. Man går ind til hver kamp og prøver at gøre sit bedste. Hvis de synes, det er godt nok, så kommer man med, siger Andrea Hansen om sine chancer for at blive udtaget på tirsdag.

Følg med på Europamester.dk i løbet af ugen, hvor vi virkelig kommer til at lære Andrea Hansen godt at kende.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder