Mærkede pludseligt et vrid: - Det er mystisk, siger dansk profil
Magnus Saugstrup er kommet sig så meget over sin ankelskade, at han ikke har de store problemer med at spille for Danmark.
LILLE STADIUM (LILLE, EUROPAMESTER.DK): Men det er absolut ikke uden smerter eller hæmninger, at den danske viceanfører og forsvarsprofil bevæger sig rundt og får modstanderens angreb til gå i hårdknude.
Smerterne skal han nok bide i sig, og han vil slet ikke høre tale om, at ankelskaden kan gå ind og være en undskyldning, hvis Magnus Saugstrup skulle spille en dårlig kamp:
- Det kommer til at tage noget tid, men den er god nok til at spille, siger Magnus Saugstrup til Europamester.dk og fortsætter:
- Det er svært at sige, hvor tæt jeg er på 100 procent. Det kommer an på, hvor meget jeg mærker den i løbet af kampen, og om jeg får et lille vrid. Der mangler selvfølgelig procenter, men sådan er det. Det skal ikke være nogen undskyldning for, hvis jeg spiller dårligt.
- Vi døjer alle sammen med småting nu. Det har været lang tid undervejs, og så gør det bare ondt i kroppen. Jeg er ikke den eneste, og derfor skal det overhovedet ikke været en undskyldning for ikke at præstere.
- Hvor meget kunne du mærke ankelskaden under kampen mod Sverige?
- Det var egentlig okay. Jeg er godt tapet op. Der sker en lille smule i første halvleg. Det er heldigvis den vej, den gerne må gå, fordi det var kun kort. Men ellers ikke det helt store.
- Jeg synes, det er mystisk, men sådan er det. Når man først kommer i gang, og der ikke sker noget, så tænker man ikke så meget over det. Det er bare om at trykke på, og så må den holde til det, den holder til. Der er de kræfter i den, der er, og så kan man ikke rigtigt gøre mere, slutter Magnus Saugstrup.
Danmarks semifinale spilles fredag aften klokken 21.30 mod Slovenien.