LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Jan Skjødt Østergaard Pedersen

Mette Melgaard - en af håndboldens gladiatorer

Den 21. januar 2003 blev domænet europamester.dk registreret. Siden dengang har mange hundrede håndboldinteresserede bidraget på siden med billeder, interviews osv.

Der er så meget spændende læsning i de gamle historier, at vi denne sommer har besluttet af finde de bedste frem igen:

Det første interview vi har hevet frem er fra en af håndboldens gladiatorer - den tidligere danske landsholdsspiller Mette Melgaard.

Læs 1. del af interviewet herunder og glæd dig til efterfølgeren, som dukker op inden længe:

Hvor gammel var du da du startede til håndbold?
Jeg var 11 år, da jeg startede med at spille

Har du aldrig gået til andet sport end håndbold?
Jeg fik to ponyer, da jeg blev 5 år, og derefter red jeg i mange år. Men jeg mistede lysten, da de døde, og derefter er det håndbolden der har fyldt mest i mit liv. Jeg har dog prøvet lidt andre forskellige sportsgrene, men aldrig noget seriøst.

Hvilken klub begyndte det i - hvilke klubber har du spillet i?
Jeg startede med at spille i Vrold Skanderborg da mine forældre bor i Skanderborg. Som 2. års junior flyttede jeg til Århus KFUM, men der var jeg kun et år, hvorefter jeg flyttede til Brabrand. Jeg spillede to ynglinge år og to senior år i Brabrand hvorefter jeg flyttede til Slagelse, der på det tidspunkt lige var kommet i ligaen.

Har du altid været stregspiller?
Jeg var som sagt 11 år, da jeg startede til håndbold, og på det tidspunkt havde mange af mine holdkammerater spillet i flere år. Så i forhold til dem var jeg faktisk ret dårlig …. Ej, jeg var vidst bare dårlig generelt! Nå men de havde ingen streg, så det blev mig, og der har jeg så været lige siden.
Jeg har dog været rundt på lidt andre pladser, men stregen har altid været min stamplads.

Hvordan og hvornår havnede du i Brabrand
Jeg startede i Brabrand som 1. års ynglinge. Spillede jo som nævnt i Århus KFUM, men vi havde ingen træner på dette tidspunkt, og derfor flyttede hele mit hold til Brabrand

Beskriv ungdomstiden i Brabrand - altså var du seriøs og målrettet omkring håndbold osv?
Jeg havde en rigtig god tid i Brabrand. Vi havde et godt hold, og vi var mange, der også var sammen i fritiden, så det var sjovt. Men der var også tid til meget andet end håndbold dengang. Jeg har dog altid passet min træning, og har altid haft den indstilling, at når jeg var til træning, så ville jeg gerne have noget ud af det. Dette har da også betydet, at mine holdkammerater har syntes, at jeg var eller er en kommandant, for hvis jeg ikke synes folk yder nok, så har jeg altid sagt det.

Inden du kom til Slagelse spillede du for Brabrand - selvom Brabrand rykkede ud har mange af spillerne siden haft en flot karriere, hvis i havde klaret skærene i den første sæson, tror du så Brabrand kunne have holdt sammen på holdet ??
Vi klarede faktisk den første sæson, det var først i min anden senior sæson, at vi rykkede ned. Men nej jeg tror ikke, vi havde holdt sammen på holdet alligevel.
Der er mange faktorer der spiller ind, for at holde et hold sammen, men jeg tror det er svært at holde på folk, hvis ambitionsniveauet er forskelligt. Trine Jensen var allerede rejst til Ikast på daværende tidspunkt, og der var faktisk ikke ret mange fra min ynglingetid tilbage.
Efter at have været i Slagelse, ved jeg hvor meget det kræver af både holdet og hele organisationen omkring holdet for at være med i toppen. Det tror jeg ikke der på nogen måder var ressourcer til i Brabrand dengang. Desuden tror jeg, det er svært både at have stærke ungdoms- og seniorhold. Ungdomsholdene er tit drevet af frivillige ildsjæle, mens seniorhåndbold som regel er ansatte. Selvfølgelig er der også mange frivillige på seniorplan, men det der tit besværliggør tingene er, at når der kommer penge ind i billedet, så vil alle have en del af det.
Brabrand har altid været med i toppen på ungdomssiden, og de er rigtige dygtige til det, men det har været svært for dem at få et rigtig godt seniorhold. Mine ambitioner var højere end bunden af ligaen, derfor rejste jeg til Slagelse.

Læs næste del af interviewet inden længe.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder