Det læser de besøgende på EUROPAMESTER lige nu

Nikolaj Jensen

Mia Rej kommenterer på klubrygter: - Selvfølgelig er det interessant

Om ikke så længe bliver Mia Rej mor for første gang: Men det er ikke det eneste, som den 34-årige ligaprofil går og har i baghovedet. 

Mia Rejs nuværende klub, Odense Håndbold, har nemlig været ude at sige, at de ikke ønsker at forlænge samarbejdet med den tidligere landsholdsplaymaker, hvorfor hun i samme åndedræt fortalte, at hun agtede at fortsætte sin håndboldkarriere.

Det helt store spørgsmål er bare hvor? Hvilken klubtrøje skal Mia Rej iføre sig efter denne sæson og sommerferie.

Hovedpersonen selv har nævnt, at hun ikke er så flytbar i forhold til, at bopælen lige nu hedder København, og med en lille pige i favnen om et øjeblik, så er det begrænset, hvor bredt Mia Rej søger i sin jagt efter en ny klub. Men apropos København så har hun ad flere omgange været nævnt i vores chat i forbindelse med København Håndbold, som hun spillede for fra 2014-2021: 

Hvordan lyder København Håndbold i Mia Rejs ører?

- Selvfølgelig er det interessant. København vil jo altid på en eller anden måde være specielt for mig. Selvfølgelig er det det. Det vil jeg ikke lyve omkring, siger Mia Rej i et stort interview med Europamester.dk. 

- Men jeg, jeg har ikke snakket med Svala (Louise Svalastog, administrerende direktør i København, red.) om næste sæson. Lige nu tager jeg det meget stille og roligt. Roligere end hvis jeg faktisk spillede. Jeg koncentrerer mig først og fremmest om at skulle have et barn og være en familie.

- Jeg har ikke sat nogen geografisk afstand på. Jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske. Jeg synes, at det er megasvært at svare på. Jeg må se på mine muligheder, når de kommer senere hen, og så må jeg tage den derfra. 

- Har du kunnet mærke en interesse for dig? Har du været i kontakt med nogen klubber?

- Altså, min interesse skal også være et sted. Jeg har ikke lagt følere ud som sådan. Jeg ser tiden an, og så må vi se, hvad der sker rundt omkring. Indtil videre er jeg jo stadig på kontrakt i Odense til sommer, så må vi se, hvad der sker til den tid. Der er lang tid til, at denne sæson er slut.

- Der kan ske mange ting i klubberne rundt omkring og med mig selv. Men der er nogle andre ting, der er vigtigere lige nu. Det er ikke så vigtigt at finde et sted at spille. Jeg tror på, at det nok skal komme. Man ved aldrig, hvad der sker. Der kan opstå skader eller andet på holdene. Vi må se, hvad der sker. 

- Hvad siger du, hvis nu Ikast eller Team Esbjerg ringer og gerne vil have dig?

- Ej, det lyder usandsynligt, vil jeg sige. Min mand og jeg bor lige nu i København og er ikke så flytbare, slutter Mia Rej. 

Foruden graviditet så genoptræner Mia Rej også i forhold til karrierens tredje korsbåndsskade, som hun pådrog sig for knapt et år siden.

Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER