Mikkel Hansen åbner op: "Alt hvad jeg havde drømt om"
Mikkel Hansen har altid været svær at få til at sætte ord på sig selv, sine evner og sin enorme betydning for alle de håndboldhold han har spillet på, men nu åbner han op:
“Når jeg sætter mig ned og reflekterer lidt over, hvordan det hele endte med at blive, er det første ord, der falder mig ind, 'taknemmelighed'. Taknemmelighed over alle de fantastiske mennesker, jeg har arbejdet med – både på og uden for banen gennem årene. Mennesker, der har ofret meget af deres tid bare for at hjælpe mig med at blive bedre. Mennesker, der hver dag har presset mig til at stræbe efter storhed,” skriver den nu tidligere landsholdsspiller på sin Instagram, mens han også skriver, at han umuligt kunne have drømt om en bedre afslutning end det OL-guld, som han vandt med det danske landshold for halvanden uge siden:
“Glæden, den rene kærlighed til spillet og spændingen ved at konkurrere mod nogle af de bedste hver dag er ting, jeg virkelig vil savne. Så at sætte en stopper for min karriere på den største scene med en flok venner, repræsentere mit land og vinde en olympisk guldmedalje, det kunne ikke have været bedre,” skriver Mikkel Hansen.
Det blev til 16 år på det danske landshold, 276 landskampe og 1387 mål. Tallene taler for sig selv, men han vil derudover blive husket for sit skud, der ikke er set lige, hans fremragende afleveringsteknik og assistspil, samt hans positive indvirkning på sine holdkammerater.
De fleste vil nok tænke på ham som den bedste mandlige håndboldspiller i Danmark gennem tiden.