Møllgaard er klar i mælet: Vi kommer for at tage titlen med hjem
De fire hold der skal spille Final4 er fundet, og der er trukket lod til semifinalerne, som bliver Sønderjyske - Aalborg Håndbold og Grindsted - Bjerringbro-Silkeborg.
Finaleweekenden skal spilles i Jyske Bank Boxen i Herning den 15-16 februar.
Henrik Møllgaard meldte forleden ud, at han stopper sin håndboldkarriere efter denne sæson, hvor han i stedet skal være assistenttræner i den franske storklub Paris Saint-Germain.
Final4 bliver derfor et af de sidste trofæer, han kommer til at spille om i sin karriere, og man skal da heller ikke være i tvivl om, hvad han og Aalborg Håndbold kommer til Herning efter.
- Sønderjyske er også dygtige. Det er det, der er fedt ved at komme til Herning. Der er ikke noget, der er givet på forhånd. Vi kommer for at tage titlen med hjem, men det samme gør de tre andre hold. Det er store muligheder lige pludselig, og den nemmeste vej i Europa, lyder det fra den rutinerede Møllgaard i et interview med TV2 Sport.