Den 37-årige klublegende har fået besked på, at hendes tid som NFH-spiller slutter efter den kommende sæson. En besked, der har ramt Kristina Kristiansen hårdt.
Ifølge NFH er beslutningen truffet med hendes bedste for øje, men den forklaring ser langt fra ud til at have overbevist klubbens fans.
På de sociale medier vælter det ind med vrede og skuffede kommentarer fra tilhængere, som har svært ved at forstå, at klubben vælger at stoppe samarbejdet med en spiller, der gennem mange år har været en af NFH’s helt store profiler.
»Det er godt nok ringe af NFH her,« lyder en af reaktionerne.
En anden fan kalder beslutningen for et »kæmpe selvmål«, mens en tredje skriver:
»Wtf!!!!! Hvad har I gang i??? Mulle er indbegrebet af NFH.«
Kristina Kristiansen har gennem mange sæsoner været en markant skikkelse i NFH, og netop hendes store betydning for klubben går igen i mange af reaktionerne.
Flere fans mener ikke bare, at beslutningen er forkert. De kritiserer også måden, klubben behandler en mangeårig profil på.
»For filan da … det fortjener Mulle altså ikke – føj for en beslutning,« skriver en.
»Det kan klubben ikke være bekendt,« lyder det kort fra en anden.
Andre går endnu længere i deres kritik.
»De må sgu have glemt hjernen den dag, det blev besluttet,« skriver en fan, mens en anden mener, at »NFH skyder sig selv i skoen«.
En fan retter kritikken direkte mod klubbens formand, John Brædder:
»Hold da kæft, hvor John Brædder pisser på hende.«
Beslutningen ser også ud til at kunne få konsekvenser for nogle fans’ forhold til klubben.
»Så er det slut med at følge NFH. I skuffer os så dybt,« skriver en frustreret tilhænger.
En anden kalder behandlingen af Kristina Kristiansen for »klam« og håber ligefrem, at klubbens sponsorer reagerer:
»FØJ, hvor er det en klam behandling af en spiller, der bærer holdet og har båret det i SÅ lang tid. Håber ALLE sponsorerne trækker sig, og formanden vælger at gå selv.«
Også klubbens håndtering bliver kritiseret, og en fan konstaterer ganske enkelt:
»Det ser uprofessionelt ud.«
Reaktionerne efter offentliggørelsen efterlader dermed ikke meget tvivl om, hvor stor en plads Kristina ”Mulle” Kristiansen har fået hos en del af NFH’s tilhængere.
For dem er hun ikke bare endnu en spiller på holdkortet. Hun er blevet et symbol på NFH. Og derfor gør beslutningen om det kommende farvel ekstra ondt.
Nykøbing Falster vandt her til aften deres pokalkamp mod HIK med Kristina Kristiansen inde fra start. Falstringerne vandt hele 44-12 – dog uden en eneste Mulle-scoring.
Der trækkes lod til 1/16-finalen tirsdag den 25. august.




























