Nick Rasmussen: Stor cadeau til hele gruppen
På hjemmebane tørnede Nick Rasmussens tropper sammen med ligakonkurrenterne fra TTH Holstebro, da de to mandskaber krydsede klinger i 23. spillerunde i Herreligaen.
I Djurslands Bank Arena var værterne stærkest, hvor de især i den defensive del og målmandspræstationen viste storspil.
Efter 60 minutters spil kunne hjemmeholdet glæde sig over en sejr på 25-19 efter en pauseføring på 12-10.
Se kampen i tal HER
“Jeg er meget glad. Holdet har virkelig arbejdet konstruktivt i forhold til at se, om vi kan få styr på de sidste procenter… Det er noget af det allerbedste forsvarsspil, vi har set. Generelt er vores angrebsspil også godt. Vi får tilspillet os mange chancer… Stor cadeau til hele gruppen i forhold til at vise engagement, være læringsparate og nysgerrige i forhold til målet om at komme tilbage på sejrskursen igen. Som Laursen sagde, så kan vi lige sænke skuldrene i et døgn”, sagde en meget lettet Nick Rasmussen til klubbens hjemmeside efter kampen.
På onsdag skal Nick Rasmussen og co. i aktion igen, når de på hjemmebane byder Fredericia Håndboldklub op til dans.