Niclas Kirkeløkke melder ud efter flækket læbe
Niclas Kirkeløkke måtte styrte ud i omklædningsrummet midtvejs i den sidste gruppekamp mod Norge med, hvad der viste sig at være en flækket læbe.
STADE PIERRE MAUROY (LILLE, EUROPAMESTER.DK): Den danske bagspiller kom slet til skade i gruppefinalen mod Norge, da Kirkeløkke stødte hovedet sammen med Sander Sagosen.
Han tog sig straks til hovedet og hurtigt stod det klart, at der var noget helt galt.
Med et håndklæde om munden og fysioterapeut Anja David Greves arme om ryggen vaklede Niclas Kirkeløkke ud i omklædningsrummet og vendte aldrig retur. Heldigvis var han retur, da Danmark vandt OL-kvartfinalen mod Sverige, og han fortæller, at alt er i skønneste orden:
- Jeg har det fint. Jeg håber bare ikke, at jeg får et slag på den igen, så det bryder op. Men det tænker jeg, jeg slipper for, siger Niclas Kirkeløkke til Ëuropamester.dk og slår fast:
- Ja, jeg er helt okay. Det gør bare lidt ondt, og det arbejder på at hele, men værre er det heller ikke.
Sammen med sine danske landsholdskammerater formåede Kirkeløkke akkurat at spille sig for Sverige i OL-kvartfinalen, der sluttede med cifrene 32-31:
- Vi havde ikke særligt godt styr på det. Sverige spiller virkelig godt. Vi ved, det er af de bedste hold, vi møder i verden. Så selvfølgelig bliver det en hård kamp, og den var hård indtil allersidste minut.
- Det er selvfølgelig fedt at spille sådan en kamp, der er tæt. Vi bliver testet hele vejen igennem. Selvfølgelig vil man gerne være endnu mere sikker, men det er en fed kamp, og det er altid fedt, når vi kan afgøre det til allersidst.
- Gør de jer usikre?
- Sverige spiller noget virkelig godt angrebsspil. Felix Claar spiller virkelig godt. De laver mange gode ting. Vi har svært ved at få styr på ham. Sverige er et klassemandskab. De dækker godt op. Ja, de har hele pakken.
- Vi holder roen. Vi har en bred trup, og vi har haft forholdsvis nemme kampe fra start, hvor vi kunne skifte mere ud end de andre, og det kommer os til gode nu, slutter Niclas Kirkeløkke.
Danmark er dermed klar til sin tredje OL-semifinale i træk. Slovenien venter i fredagens kamp klokken 21.30.