Ny LTH-signing: Det har været en rigtig let overgang
I primo juli måned kunne håndboldklubben fra Lemvig-Thyborøn Håndbold offentliggøre, at de havde sikret sig forstærkning til den nye sæson.
I en pressemeddelelse kunne vestjyderne præsentere bagspilleren Emil Jessen, som nu er kommet til klubben fra en enkelt sæson i KIF Kolding.
Den 23-årige bagspiller har fået en super start i sin nye klub.
"Truppen har taget sindssygt godt imod mig. Der er en mega god stemning på holdet og staben, så det har været en rigtig let overgang, og det har været super spændende at møde mine nye holdkammerater, og de har taget rigtig godt imod mig.", siger han til klubbens hjemmeside.
Torsdag spillede han og resten af LTH-mandskabet den første testkamp i den nye sæson, og her nettede Emil Jessen fire gange i den overbevisende sejr på 34-25 over Elitesport Vendsyssel.
Tirsdag skal LTH’erne i aktion igen, når de på udebane støder sammen med ligakonkurrenterne fra Fredericia Håndboldklub i endnu en træningskamp.