Odense Håndbold har for alvor fået gang i sæsonen.
Efter sejren over Ikast i ligapremieren fulgte fynboerne søndag op med en fuldstændig suveræn indsats mod Skanderborg Håndbold. Det endte hele 42-20 til odenseanerne.
En af de store oplevelser blev sommerens nye tilføjelse Mathilde Vestergaard.
Den tidligere HH Elite-spiller gjorde sig for alvor bemærket og stod for hele otte scoringer i storsejren i sin første kamp på sin nye hjemmebane. Hun var særligt stærk i første halvleg, hvor Odense Håndbold hurtigt fik slået et stort hul.
Efter kampen lagde Vestergaard ikke skjul på, at hun nød sin store aften:
“Det kan næsten ikke bliver bedre. Det var virkelig fedt og der var mange mennesker i hallen og de skabte en fantastisk stemning. Selvfølgelig er det fedt, at vi vinder, men også selv kunne gå ind og bidrage og få vist mig lidt frem – det var mega fedt.”, siger hun til klubbens Facebookside.
Hør hele interviewet med Mathilde Vestergaard i videoen herunder:





























