Sæsonen er endnu ikke begyndt, men kampen mellem Odense Håndbold og Team Esbjerg er allerede i fuld gang.
De to store mesterskabsfavoritter har begge været særdeles aktive på transfermarkedet, og inden den første gældende kamp er spillet, har de markeret ambitionerne om både dansk dominans og en plads helt fremme i Champions League.
Odense har senest hentet Emilie Clemmensen med øjeblikkelig virkning. Den 20-årige bagspiller er blevet købt fri af sin kontrakt med Sønderjyske Kvindehåndbold og har skrevet under frem til sommeren 2028.
Det sker efter, at fynboerne også hentede Matilde Vestergaard ind som ekstra gardering. Samtidig har Odense op til den nye sæson allerede oprustet markant med profiler som Johanna Bundsen og Anna Vyakhireva.
Men Team Esbjerg har også rykket.
Forleden købte de Julie Scaglione fri af hendes kontrakt med Ikast Håndbold. Den danske landsholdsspiller har skrevet under frem til 2030 og giver dermed Team Esbjerg endnu en mulighed i bagkæden.
Netop bredden i bagkæden har været et tema omkring Team Esbjerg, og med Scaglione har klubben fået endnu en markant brik. Hun kan dog ikke hjælpe med det samme, da hun aktuelt er ude med en håndskade.
De seneste handler understreger, hvordan de to klubber positionerer sig før den nye sæson. Begge går ind til sæsonen med ambitioner om at kæmpe om de største hjemlige titler, samtidig med at de bejler til at spille med om Champions League-trofæet.
Dermed er første duel mellem Odense og Team Esbjerg reelt allerede begyndt. Ikke på håndboldbanen, men på transfermarkedet.
Scaglione med første dag i Team Esbjerg: “Det bliver fantastisk”
Julie Scaglione er allerede trukket i arbejdstøjet hos Team Esbjerg efter det store skifte fra Ikast. Men der går fortsat noget tid, før den danske landsholdsspiller kan vise sig frem på banen.
Stor melding fra Odense-træner: Kan blive verdens allerbedste
Odense har oprustet voldsomt før den nye sæson, og Jakob Vestergaard lægger ikke skjul på forventningerne. Især én del af holdet får cheftræneren til at komme med en meget stor melding.
Team Esbjerg får brutal europæisk start: Nu venter otte kæmpe kampe
Ambitionerne rækker langt ud over den hjemlige mesterskabskamp. Team Esbjerg har fået fastlagt starten på Champions League, og programmet byder hurtigt på flere tunge europæiske udfordringer.




























