LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Nikolaj Hennecke Jensen

Odense-profil frustreret over eget niveau: -Det går alt for langsomt fremad

Det har været og er fortsat en lang, sejr kamp at komme spillemæssigt ovenpå og i gang efter en uventet corona-krise og barn nummer to, erkender Anne Cecilie de la Cour, der ikke lægger skjul på, at hun hver dag kæmper for at finde det frem og dermed få en større rolle og mere spilletid på det stjernebesatte Odense-hold.


Sommerens skifte fra København Håndbold til Odense Håndbold var et skridt opad for Anne Cecilie de la Cour, der igen skulle spille med helt i toppen af dansk kvindehåndbold og blandt andet deltage i verdens fornemmeste klubturnering Champions League.


Men den skudstærke højre back har ikke fået en spillemæssig drømmestart i den orange spilletrøje, hvis man kigger på antallet af spilminutter, ansvar og roller.


Minutterne på bænken har været markant flere end dem på banen, og det har været virkelig svært for Anne Cecilie de la Cour at kæmpe sig tilbage i håndboldform ovenpå sin anden graviditet med en corona-pandemi oveni det hele.


-Det er ingen hemmelighed, at jeg ville ønske, jeg havde en større rolle. Det vil jeg ikke lægge skjul på, og det ved klubben også godt. Det har taget lang tid at komme i gang igen, når jeg ikke har så mange kampminutter i benene. Jeg er frustreret over, at det går så langsomt. Det er en hård trappe – også mentalt - at gå op ad, siger Anne Cecilie de la Cour til Europamester.dk.


-Hårdere end forventet?


-Ja, helt sikkert. Jeg arbejder hårdt hver dag for at få gang i mit spil. Jeg regner stærkt med, at det går lige så stille fremad. Jeg har nogle gode momenter hist og her. Men jeg glæder mig til at begynde at se mere stabilitet i mit spil. Det er bare et spørgsmål om at knokle på.


-Jeg fødte barn nummer to i december og skulle have været i gang, da landet blev lukket ned i marts. Jeg kom ikke i gang. Til gengæld var jeg hjemme med to børn, som jeg skulle tage mig af, der gjorde, at min træning blev anden-prioritet. På den måde har jeg været røv-træt af corona.


Nedlukningen af det danske samfund og dermed også elitesporten betød, at Anne Cecilie de la Cour faktisk ikke rørte en håndbold i mere end et år.


Da fingrene og bolden endelig igen blev proppet med harpiks, så gik det op for Odense-bagspilleren, at hun var meget, meget langt fra sit niveau.


-Efter jeg fødte i december troede jeg kun, der ville gå nogle måneder, før jeg trænede igen, som var tilfældet efter min første graviditet. Men det endte med at være et helt år, hvor jeg ikke havde en bold i hænderne. Jeg kunne ikke selv gøre fra eller til, men det har bare gjort det endnu sværere at komme i gang igen, fordi jeg skulle starte fra scratch. Det har ramt mig hårdt, men sådan er det.


-Som håndboldspiller er man jo konkurrencemenneske, og jeg prøver at finde min tålmodighed frem. Men den kan godt komme på prøve, når man om aftenen sidder og snakker med sin kæreste, som siger ”du skal være tålmodig, skat”, uddyber hun.


Anne Cecilie de la Cour træner og kæmper så meget, som kroppen tillader i bestræbelserne på at vende stærkere og bedre tilbage på håndboldbanen. Odense-spilleren jagter ikke kun spilletid men også stabilitet.


-Jeg prøver at sige til mig selv, at den eneste måde jeg kan få spilletid på, er ved at træne godt, være forberedt og klar, når jeg får chancen og så håbe, at jeg får nogle minutter. Alle trænere ved, at alle spillere vil spille. Så jeg vil ikke stå der og sige, at jeg skal have mere spilletid.


-Jeg har ikke et mål om, at jeg efter tre kampe skal det og det. Det kan kun give bagslag. Jeg ved ikke, hvad der sker i kampene, eller hvordan det udvikler sig. Det vil jeg lade være op til klubben og træneren. Personligt har jeg mål om, at min fysik skal forbedres, og mine skud skal blive bedre.


-Det er op til mig at komme ordentligt tilbage. For det handler udelukkende om mig, slutter hun.


Du kan følge Anne Cecilie de la Cour og Odense Håndbold mod København Håndbold tirsdag aften ved at følge dette link fra klokken 19.30. 

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder