Peter Schilling Laursen: Skal man slå Esbjerg, skal der ingen huller være i osten
På hjemmebane tørnede Peter Schilling Laursens tropper sammen med Team Esbjerg, da de to mandskaber krydsede klinger i 1. spillerunde i Kvindeligaen.
I JYSK Arena gav silkeborgenserne alt hvad de havde, men efter 60 minutters spil kunne de se gæsterne løbe med de to point.
Team Esbjerg vandt opgøret med cifrene 34-28 efter en pauseføring på 17-11.
Se kampen i tal HER
“Der er flere gode ting i den her kamp. Overordnet set så er der jo ikke mange hold, der kommer til at score 28 mål mod Esbjerg med de to keepere, som de har. Der bliver også mange, der kommer til at lukke flere mål ind end vi gjorde. På en måde er det et hæderligt nederlag. Vi viser at vi kan være med på intensitet og fysik. Men der var flere ting, som vi kunne have gjort bedre. Vi brænder store chancer, og vi laver fejl og har for mange tabte bolde. Der er lidt af det hele. Derfor er der selvfølgelig ting, som vi kan gøre bedre. Men skal man slå Esbjerg, skal der ingen huller være i osten”, sagde Peter Schilling Laursen til klubbens hjemmeside efter kampen.
Næste opgave for Silkeborg-Voel KFUM er den 13. september, hvor de på udebane støder sammen med Sønderjyske.