Pludselig gik uret i stå: - Lortetidspunkt, erkender Per Olesen
Haluret stoppede efter fire og ikke fem minutter af den forlængede spilletid i OL-kvartfinalen mellem Frankrig og Tyskland. Den danske observatør, Per Olesen, stod midt i ur-kaosset og fortæller, hvad der skete.
STADE PIERRE MAUROY (LILLE, EUROPAMESTER.DK): Allerede?! Nej. Der var ikke gået de fem minutter, der skulle have gået, før haluret havde rundet de fem minutter, der skal spilles i den forlængede spilletid.
Der var kun gået fire. Og det stoppede naturligvis hele spillet, og derfor måtte det danske dommerpar Mads Hansen og Jesper Madsen lige ud at rådføre sig med den danske observatør, Per Olesen.
I sådan et moment handler det kun om én ting, siger Per Olesen:
- At gøre det rigtige. Der er kun én ting, og det er den rigtige løsning, det drejer det sig om. I den situation havde jeg heldigvis styr på, hvor meget der var spillet, og udvisningen blev også kørt rigtigt, siger Per Olesen til Europamester.dk.
- Sådan noget må vel ikke ske?
- Nej. Tingene skal fungere. Det må ikke ske.
- Hvordan oplever du hele situationen fra din position?
- Der sker det, at uret bipper af efter fire minutter i stedet for fem. Heldigvis er spillet fløjtet til frikast. Det havde været meget værre, hvis det var sket på en fri chance. Det får vi heldigvis reguleret. Der sidder folk bagved, der styrer uret. De er så heldigvis hurtige til at hjælpe med det.
- Det er klart, det er et lortetidspunkt, men vi får det håndteret.
- Kan du mærke, det hele er på kogepunktet?
- Hvis du lægger mærke til det, så er begge hold henne ved os, men de opfører sig faktisk rigtig, rigtig pænt. De vil selvfølgelig gerne have løst det hurtigst muligt, men de går ikke og presser os. De giver tid og ro, og det er, fordi begge hold er meget fair.
- Hvad gør I så herfra?
- Nu bliver der selvfølgelig gjort klart til næste kamp. Hvis Danmark og Sverige skal spille omkamp, så tør jeg næsten godt at love, at det ikke sker igen. Der var et par fejl undervejs, og det bliver evalueret, så vi får det til at virke igen.
- Så du er ikke bekymret?
- Nej, nej, nej. Alle de dygtige folk er her jo, så det skal vi få rettet til, slutter Per Olesen.
Tyskland vandt samlet kampen 34-35 efter forlænget spilletid, og sender dermed Frankrig helt ud i OL-kulden.