Det læser brugerne på EUROPAMESTER lige nu

Nikolaj Jensen

Profil er sikker på Jesper Jensens keepervalg til OL: - Andet vil være frækt

Hvis du spørger Ditte Vind, så er hun ikke i tvivl om, hvem hun og Jesper Jensen ville tage med til OL på keeperposten, hvor særligt tre danske stjerner kæmper om to pladser.

Hvis du spørger hvilken som helst landsholdsspiller om, hvad der popper op i hovedet, som det første inden de lægger sig til at sove og som det første, når de vågner, så vil du formentligt få det samme svar:

OL. 

Om ganske få måneder kastes bolden nemlig til de olympiske lege i Paris,  hvor både det danske herre- og kvindelandshold denne gang er kvalificeret.

Hos kvinderne står Jesper Jensen overfor - formentligt - det sværeste valg, når han skal udtage to keepere: Her står valget mellem Sandra Toft, Althea Reinhardt og Anna Kristensen.

Men er det egentlig så svært? Ikke hvis du spørger profil Ditte Vind:

- Jeg synes egentlig, det er ret lige til. På landsholdet går de tydeligvis meget op i tillid og tryghed til spillerne, når man før VM 2023 kun udtog de spillere, der ville komme i kamp, selvom man havde flere til rådighed, siger Ditte Vind til Europamester.dk og slår fast:

- Sandra Toft er selvskrevet. Jeg tror, at han vælger Althea. Det ville godt nok være en bombe at smide, hvis han tog Anna med frem for Althea. Andet ville være frækt overfor Althea. 

- Jeg ville tage Toft og Reinhardt med. De har bygget den base op, og det ville give målvogterne dårlig mave i fremtiden, hvis han skulle til at rive op i det fundament. Så er der fanme ingen, der kan vide sig sikre. 

Man skal passe på med at sammenligne herre- og kvindehåndbold.

Men Ditte Vind tør alligevel godt at vove sig derud: Jesper Jensen læner sig op ad trænerkollega Nikolaj Jacobsens strategi om at vælge nogle spillere til, som kan noget ekstraordinært også udenfor banen:

- Jeg tror, Jesper holder sig til fundamentet og de spillere, der har haft stort ansvar før hen. Hvis han skifter kerne nu, så risikerer han jo, at hele korthuset vælter. Jeg tror også, at Jesper tænker på det sociale, når han udtager sin trup.

- Hvem er mentalt stærkest, og hvem kan holde fast i truppen i modgang? Ligesom Mads Mensah og  Henrik Møllgaard er for herrerne udover at være gode håndboldspillere, slutter Ditte Vind.

Vi har allieret os med Ditte Vind, der har lagt sin professionelle håndboldkarriere på hylden med udgangen af denne sæson. 

Hun vil kommentere på sjove, skæve, skandaløse og alle de andre historier midtimellem - og komme med sin uforbeholdne mening: Uden filter!

Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER