Raser over dommerpræstation: - Esbjerg bliver snydt, siger ekspert
Nicklas Mark Pedersen og Lars Hansen stod med ansvaret for at lede den største kamp og mest afgørende kamp på kvindesiden i denne sæson: I stedet kom de i centrum for en finale, der bød på 14 straffekast, 7 udvisninger og en række tvivlsomme kendelser, som skabte frustration både på og uden for banen.
På vores Facebook-debatside tog reaktionerne fart umiddelbart efter slutfløjt:
“Odense vandt kun pga. de dårligste dommere.”
“Så store fejl, på så afgørende tidspunkter, i så tæt en finale kamp – det er en skandale.”
“Det er en skam for sådan en kanon kamp, at Lars og Nicklas igen, igen havde nogle af deres udfald.”
“Ærgerligt med flere forkerte dommerkendelser”
“Virkelig ringe dommerpræstation”
“En skam at det blev afgjort på nogle fejlkendelser på vigtige tidspunkter.”
Team Esbjerg-profil Michala Møller lagde ikke skjul på sin frustration efter kampen – dog med respekt i stemmen:
– Jeg har svært ved lige at se, om der går mere til den ene eller den anden side. Jeg synes, der er nogle tvivlskendelser og alt for mange straffekast – det synes jeg virkelig, der er. Jeg ved ikke, om det er i begge ender. Det er to tophold, der gerne vil gå til hinanden, og jeg synes generelt, der bliver fløjtet for meget, siger Michala Møller til Europamester.dk.
Særligt én situation hæftede hun sig ved:
– Jeg synes, det er helt sindssygt på den sidste – nu skal jeg selvfølgelig se den igen, den med Live – at der ikke bliver dømt et straffekast ift. den linje, der er blevet lagt.
Den konkrete situation, Møller omtaler – i minut 55:45 ved stillingen 31-30 – involverede Live Deila, der bryder igennem udvendigt og bliver tacklet af Andrea Aagot, som ifølge tv-billederne står med højrefoden i feltet og springer ind fra siden. Deila får ingenting, og i stedet bliver der dømt angrebsfejl – efter et øjebliks synlig forvirring mellem de to dommere, der ser ud til at ville fløjte hver sin vej.
Hun understregede, at forventningerne til dommerniveauet bør matche niveauet på banen:
– Jeg har sagt det før – jeg sagde det også til Champions League Final 4 – at min forventning er, at når det er de fire bedste hold i verden, der spiller, så er det de fire bedste dommerpar, der skal dømme os. Det samme forventer jeg her, når de to bedste kvindehold spiller om at blive dansk mester. Så forventer jeg, at det er det bedste dommerpar i Danmark, der dømmer. Om det er det? Det skal jeg ikke kunne svare på. Det er bare min forventning, at man stiller de bedste dommere til rådighed, når der skal spilles de her kampe om at blive det bedste danske hold.
Møller kaldte det frustrerende at tale om, men pointerede også:
– Jeg udskælder ikke dommerne, for det er svært for mig lige at få et overblik nu. Men det er selvfølgelig frustrerende. Jeg synes, linjen er tynd i starten. Men sådan er det i starten, det vidste vi godt – de første 10-12 minutter skal man altid finde ud af dommerlinjen, hvor meget og lidt må man. Hvis det er sådan, det er, så er det sådan, det er.
Ekspert Lars Rasmussen bakkede kritikken op og kaldte dommerlinjen “mærkelig slap” og “tøvende”. Han savnede konsekvens og mod i så afgørende en kamp:
– Det er en tredje og afgørende DM-finale med to af verdens fire bedste hold. Lad dem nu gå til stålet og spille med musklerne. Jeg oplevede ikke et dommerpar, der havde særligt godt styr på kampen, da det var mest afgørende, og det er en skam. Spillerne ved ikke, hvad de kan regne med, og det gør dem usikre. Dommerne skal ikke stå i centrum. Men torsdag aften kom de derhen alligevel. Det må og skal give anledning til refleksion. For dansk kvindehåndbold fortjener bedre i sine største stunder.
Dommerfejl er en del af sporten, ligesom tekniske fejl – som Esbjerg havde 14 af mod Odenses 3 – også påvirker udfaldet.