Rasmus Overby: De nye spillere er kommet godt ind i gruppen
Håndboldkvinderne fra København Håndbold er mødt ind til forberedelserne til den nye sæson.
Efter en velfortjent sommerferie mødte hovedstadsholdet i sidste mandag ind til sæsonens første håndboldtræning.
“Pre-season er skudt i gang og hvilken uge det har været. Vi har haft en uge med en god blanding af håndbold, fysisk test -træning og sociale aktiviteter.
Første uge er altid en smule anderledes end resten af pre-season. Her er der et større fokus på den fysiske del og vi har haft en forsigtig håndbold opstart.
De nye spillere er kommet godt ind i gruppen og har allerede nu vist et stort gåpåmod og en masse kvalitet, såvel på håndboldbanen som i styrkelokalet.
Spillerne klør på og er allerede begyndt at skabe en masse gode relationer, som skal skabe fundamentet for en rigtig god sæson.”, siger Rasmus Overby til klubbens hjemmeside.
København Håndbold spiller deres første gældende kamp den 25. august, hvor de på udebane støder sammen med Ajax København i 1/8-finalerne i Santander Cup.
Inden da skal Rasmus Overbys tropper teste formen i nogle træningskampe.
Få overblikket herunder:
- Den 3. august: København Håndbold - Metz Handball klokken 17.00 i BIOCIRC Arena, Viborg
- Den 10. august: København Håndbold - Nykøbing Falster Håndboldklub klokken 17.00 i Greve Idrætscenter
- Den 12. august: København Håndbold - Nykøbing Falster Håndboldklub klokken 14.00 i Spar Nord Arena
- Den 17. august: København Håndbold - H65 Höör klokken 15.00 i Frederiksberg Hallen
- Den 22. august: København Håndbold - Odense Håndbold klokken 13.00 i Frederiksberg Hallen