Rasmus Rygaard Poulsen: Det er altid lidt ekstra sjovt at slå dem
På hjemmebane tørnede Rasmus Rygaard Poulsens tropper sammen med Ikast Håndbold, da de to mandskaber krydsede klinger i 2. spillerunde i EHF European League.
Midtjyderne var rejst til Rumænien som store favoritter, men værterne ville det anderledes. Efter 60 minutters spil havde de nemlig sikret sig 2 point til kontoen, da måltavlen viste 27-26.
Se kampen i tal HER
Europamester.dk snakkede med det rumænske holds danske træner efter opgøret.
”Det var en kamp som bølgede rigtig meget frem og tilbage hele kampen, ingen af holdene kunne helt få kampen under deres kontrol.
At slå Ikast, som er den store favorit til hele turneringen, er et stort resultat for os. Klubben har aldrig slået Ikast i de tidligere møder i Europa, samt for mig som dansker er det altid lidt ekstra sjovt at slå dem.
Vi har stadig meget lang vej endnu i sæsonen i både Europa og den hårde rumænske liga, men med det fantastiske hjemmepublikum og den fight vi lagde for dagen, kan vi forhåbentligt forsætte med at flytte os”, sagde en stolt Rasmus Rygaard Poulsen til Europamester.dk efter kampen.
Rumænernes næste europæiske opgave er lørdag aften, hvor de på hjemmebane byder Camilla Herrem og resten af norske Sola op til dans.