REHH-profil før møde med tophold: - de har imponeret i sæsonens første halvdel
Med to nederlag i træk vil Ribe-Esbjerg forsøge at gøre alt, hvad de kan for at komme tilbage på vindersporet igen, når de i aften får besøg af topholdet fra Mors-Thy Håndbold.
Gæsterne fra Mors har indtil videre med stortalentet Victor Norlyk i spidsen haft en fantastisk sæson, og hjemmeholdet skal derfor ramme deres absolutte topniveau, hvis de skal gøre sig forhåbninger om to point i aftenens opgør.
Der er dog stor tro på tingene i Ribe-Esbjerg, hvor anfører Mathias Jørgensen er sikker på, at de med en fyldt arena og en fremragende defensiv, har gode chancer for at tage sejren.
”De har imponeret i sæsonens første halvdel med hurtigt spil og ukuelig tro på egne evner. Vi har brug for en fyldt arena i Ribe. Det kan blive en kanon kamp med høj intensitet. Kan vi få forsvaret op på det høje niveau, vi har vist, er chancen for sejr god" udtaler han på klubbens hjemmesiden.
Kampen bliver ikke vist på TV.