René Antonsen: "Vi har fuld tiltro til de to målmænd vi har med"
Torsdag gælder det den første ud af tre mulige DM-semifinaler mellem Aalborg Håndbold og Skjern Håndbold.
Desværre for nordjyderne må de undvære den danske landsholdsmålmand Niklas Landin, der sidder ude med en øjenskade. Holdets anfører, René Antonsen tøver da ikke over, om det kommer til at påvirke måden de vil tilgå kampen,
“Nej, det ændrer intet ved hvordan vi ellers var gået ind til opgaven. Vi er så privilegerede, at vi har to gode målmænd i truppen, samt en dygtig reserve i Nikolai Kaufmann. Fabian (Norsten, red.) har stået mange fine kampe og har vist, at han sagtens kan være med på højeste niveau, så det at Niklas ikke er med i morgen, er ikke noget vi har brugt en masse tid på at snakke om. Vi har fuld tiltro til de to målmænd vi har med”, siger René Antonsen til klubbens hjemmeside.
Antonsen håber desuden, at hjemmeholdets fans vil møde talstærkt op og kommer med en opfordring til at give den fuld gas på lægterne,
“Vi vil meget gerne have at publikum kommer op på det niveau igen. Mod Veszprém var det selvfølgelig en speciel aften, men hvis det er det niveau vi sammen kan nå op på, så er det et helt exceptionelt våben vi har der i vores fans.”
Kampen fløjtes i gang kl. 20.30, og Aalborg oplyser på deres hjemmeside, at der fortsat er få billetter tilbage.