Så tæt på og alligevel så langt fra: Odense snyder København indenom lige til sidst
Pokalsemifinalen skulle helt hen sit minut nummer 55, før Odense fik skaffet sig en føring, der endte med at holde hele vejen over København Håndbold, der til sidste tabte 29-25.
BLUE WATER DOKKEN (ESBJERG, EUROPAMESTER.DK): København-spillerne brød med det samme ud i tårer af den ærgerlige og møgskuffende slags, stirrede gabende tomt ned i halgulvet efter slutfløjtet i den første pokalsemifinale mod Odense.
Forståeligt nok!
I 55 minutter og fem sekunder stod der København Håndbold over det hele på den pokalsemifinale, men rutinen, nerverne og køligheden var bedst hos Odense-folkene, der til sidst kunne hive en relativ sikker 29-25-sejr hjem.
Længe så det ud til at pokalsensationen skulle blive til en realitet, men til allersidst slap kræfterne og de gode ideer op, og så var det alligevel de fynske forhåndsfavoritter, der kunne juble over endnu en finaleplads, mens København for andet Final 4-show i træk må tage til takke med bronzedysten.
Odense var ellers gået fuldstændig fra forstanden og anede nærmest ikke, hvad der var op og ned i en chokerende nervøs, usammenhængende forestilling: Ulrik Kirkelys bænk blev som en banegård i den værste myldretid på Odense Banegård.
Han søgte med lys og lygte efter den angrebsopstilling, som kunne sætte bare to succesfulde angreb sammen: Men hverken Mie Højlund, Lois Abbingh, Dione Housheer, Trine Knudsen eller Larissa Nusser kunne få rystet det meget stålfaste og skudsikre København-defensiv anført af en meget veloplagt Sofia Hvenfelt.
Den svenske superstreg stod nærmest med armene strakt i vejret igennem hele første halvleg og hendes jubelbrøl skar igennem den meget intense lyd- og musikmur: Men der var også rigeligt med gode grunde lade jublen bryde løs:
Johanna Bundsen afviste en god sjat helt frie Odense-chancer fra de store stjerners hånd, Maria Lykkegaard brændte ikke på én eneste af sine fem forsøg, og så havde den svenske skarpskytte Melissa Petrén indstillet sigtekornet og plaffede syv mål ind bag Althea Reinhardt.
Lynhurtigt satte København sig på sagerne og lod sig ikke tynge af fynboernes enorme favoritværdighed: 1-3, 2-5, 9-11.
Odense kæmpede fortsat med tingene, 7-mod-6-taktikken blev plaffet ned af det evigt aggressive københavnske forsvar, der hele tiden gik lige til grænsen men aldrig over. København overstrålede på mange måder Odenses stjernebesatte trup, der i perioder ikke anede, hvad de skulle stille op.
Også i anden halvleg var København overlegent i front, men da det hele skulle afgøres, så var Odenses mange stjerner lige det skarpere, kom fra baghjul og vandt 29-25.
Men sikke en fight, udstråling og kamp af København ...