Skjern-fløj håber på magisk stemning
På hjemmebane tørner Mathias Madsens tropper sammen med ligakonkurrenterne fra Fredericia Håndboldklub, når de to mandskaber krydser klinger i 4. spillerunde i slutspilspulje 2.
I det første opgør i slutspillet kunne vestjyderne rejse hjem fra Fredericia med to point i bagagen, da de efter 60 minutters spil havde sikret sig en sejr på 30-28.
Skjern-fløjen René Rasmussen håber, at de mange Skjern-fans kan genskabe den stemning, som der var senest i hallen, da GOG var på besøg.
“Den stemning vi havde sidst i Skjern Bank Arena mod GOG, var magisk. Vi håber på samme stemning på lørdag, med over 3000 tilskuere i ryggen - så skal vi gøre vores for at vise god håndbold, fight og vilje”, siger René Rasmussen til klubbens hjemmeside.
Opgøret mellem de to mandskaber spilles i Skjern Bank Arena lørdag klokken 16.00.