Stærk stregspiller på plads i ligaklub
Skanderborg Håndbold er glade for at kunne præsentere Liva Strøm Andersen som ny spiller i truppen til den kommende sæson. Den 21-årige stregspiller kommer til klubben efter to stærke sæsoner i 1. division hos SIK Viborg, hvor hun senest noterede sig for 74 scoringer.
Liva er oprindeligt fra Viborg HK, hvor hun spillede hele sin ungdom. I oktober 2022 debuterede hun som U19-spiller for Viborg HK i Kvindeligaen – netop i en kamp mod Skanderborg Håndbold. Nu trækker hun selv den grønne trøje over hovedet.
”Først og fremmest vil jeg takke alle i min nu tidligere klub SIK Viborg, hvor jeg har haft to rigtig gode år."
"Dernæst glæder jeg mig selvfølgelig helt vildt til at blive en del af Skanderborg Håndbold, som har gjort et særdeles positivt indtryk på mig i vores samtaler,” siger Liva Strøm Andersen i en pressemeddelse og fortsætter:
”Jeg er blevet tiltrukket af klubbens miljø og har kunnet mærke, hvordan man virkelig vil mig. Det passer mig som person godt, at man prioriterer fællesskabet højt – også selvom man er i et elitemiljø."
"Jeg ser frem til at bidrage bedst muligt, så holdet og klubben får en god sæson og vores målsætninger bliver indfriet. Samtidig vil jeg gøre alt for – gennem hårdt arbejde – at tage nye skridt i min egen udvikling som både spiller og menneske.”
Cheftræner Kim Johansen glæder sig til samarbejdet:
”Efter flere gode samtaler med Liva, så er jeg utrolig glad for, at hun har valgt at spille for Skanderborg i den kommende sæson. Liva kommer med en rigtig god fysik og gode værdier, som jeg er sikker på matcher perfekt ind i Skanderborg."
"Liva har gjort det rigtig godt i 1. division, og i sammenspil med vores miljø, så er jeg sikker på, at hun kommer til at gøre en forskel for os i begge ender. Jeg ser frem til at se Liva i den grønne trøje og komme i gang med at arbejde med hende.”