Stor profil fortsætter i AJAX København
AJAX København kan i dag fortælle, at Mathilde Wollesen har valgt at fortsætte i klubben minimum indtil sommeren 2026.
Der er fart på Mathilde Wollesens udvikling i øjeblikket, og nu bliver hun belønnet med en aftale gældende indtil sommeren 2026.
I sidste sæson spillede hun for BK Ydun i 2. Division, og det var derfor svært at vide, hvad man kunne forvente af den fysisk stærke bagspiller, da hun skulle tage skridtet op i 1. Division. Hun har dog taget alt og alle med storm. Hun er AJAX’ topscorer i denne sæson, og i modsatte ende af banen har hun mindst lige så stor betydning for holdet.
Det er derfor også med stor glæde, at vi nu kan præsentere en aftale gældende for det næste halvandet år.
- Det er helt enormt glædeligt, at det er lykkedes os at lave en aftale med Mathilde for det næste halvandet år. Hun har udviklet sig enormt i den tid, hun har været her, og hun er ganske uundværlig i begge ender af banen. Med sin unge alder (21 år) og store potentiale, så er Mathilde en spiller, der kan nå rigtig langt med sin håndbold. Ambitionen er derfor, at vi sammen skal rykke både Mathilde og AJAX København. Vi er derfor stolte over, at hun har valgt at fortsætte i klubben, udtaler sportschef Simon Guldager i et opslag til klubbens Facebook-side
Mathilde udtaler selv:
- Jeg er virkelig glad og stolt over at have skrevet kontrakt med AJAX København. Jeg er overbevist om, at klubben er det rigtige sted for mig at fortsætte min udvikling, både som håndboldspiller og som menneske. Jeg ser frem til forhåbentlig at kunne bidrage endnu mere til holdet og klubben fremover, afslutter hun.