Svensk landsholdsspiller forlader Sønderjyske
Den 30-årige playmaker har underskrevet en to-årig kontrakt med IF Hallby, hvilket klubben offentliggjorde i sidste uge.
Melissa Petrén har repræsenteret Sverige ved fem internationale mesterskaber og står noteret for 62 A-landskampe. Efter at hun forlod Sverige og Lugi HF i 2019 har hun spillet i Danmark, men til sommer er hun klar til at trække i Hallby-trøjen.
“Det føles virkelig trygt og dejligt at komme tilbage til Sverige efter nogle år i Danmark. Det føles ekstra sjovt at komme til en klub som Hallby, som jeg har hørt meget godt om”, udtaler Petrén til klubbens hjemmeside.
Petrén startede sin karriere i Huddinge HK og har også spillet for Spårvägens HF (2013-2015) og Lugi HF (2015-2019). Med sin erfaring fra både den svenske og danske liga samt internationale mesterskaber bliver hun en klar forstærkning for Hallby der kæmper for at undgå nedrykning fra den bedste svenske række, hvor de på nuværende tidspunkt indtager en 10.plads.