Rasmus Vandbæk fortsætter i Team Esbjerg – både resten af denne sæson og den kommende sæson, hvor han bliver assistenttræner under Jesper Jensen.
Det kunne den 42-årige træner selv afsløre efter tirsdagens opgør mod Ikast Håndbold i TV 2 Sports nedtakt.
Vandbæk har tidligere været meldt som et emne til cheftrænerjobbet i Ikast Håndbold, ligesom han har haft mulighed for at søge andre veje. Nu har han imidlertid fået fjernet en klausul i sin kontrakt, hvilket betyder, at han bliver i Team Esbjerg.
Dermed fortsætter han sæsonen ud som assistent for Tomas Axnér, inden han til sommer indgår i trænerteamet omkring Jesper Jensen, der vender tilbage til klubben som cheftræner.
Jensen har tidligere gjort det klart, at Vandbæk er hans klare førstevalg som assistenttræner, og nu er det altså faldet på plads.




























