Team Esbjerg har vundet 11 kampe i træk og giver debut til to spillere i morgen
Siden SønderjyskE indtrådte i Kvindeligaen for lidt over to år siden, har de været et spændende bekendtskab, hvor det kun er gået en vej for dem: Op. De har samtidig også været en hård nød at knække for alle mandskaber, og det gælder også Team Esbjerg, der dog stadig har lutter sejre. En statistik, der gerne skal fortsætte.
Men det bliver svært. SønderjyskE har i de seneste år imponeret. Allerede i anden sæson i Kvindeligaen i fjor kom de med i slutspillet, og før jul hev de deres første medaljer med hjem, da de slog Silkeborg-Voel KFUM i Santander Cup Final4 bronzekamp. En turnering, som Team Esbjerg vandt.
Disse resultater er naturligvis ikke gået ubemærket hen. Heller ikke hos cheftræner Tomas Axnér, der står overfor sønderjyderne for første gang i spidsen for Team Esbjerg, og han forventer, at de bliver lige så svære at slå, som de altid har været.
– SønderjyskE spillede også to kampe her i weekenden, hvor de havde en god halvleg mod Odense, og spillede en glimrende kamp mod Silkeborg-Voel. Så de er i fin form, og vi skal klare os godt i opgøret, hvis vi skal vinde, siger Tomas Axnér i en pressemeddelse.
Vejen til sejren bliver igennem forsvarsspillet, mener cheftræneren. Team Esbjerg vil gerne stå højt i defensiven og være helt oppe i ansigtet på modstanderen, men Sønderjyske har flere kneb, som de ofte spiller ud, når de møder sådant et mandskab.
– De har mange gode angrebsspillere, og de er gode til at spille i overtal, om det så er seks mod fem eller syv mod seks. Vi skal derfor finde en god balance i vores aggressivitet i forsvaret, for de har også bagspillere, med god skudkraft, så defensiven skal have højt niveau, siger cheftræneren, der som altid også har tro på Team Esbjergs egne ever.
– Vi har et godt angrebshold, og vi er også favoritter. Vi vil altid have respekt for modstanderen, men hvis vi kan ramme dem med vores fysik og vores tempo, står vi godt. Vi ved også, at vi kan spille på højt niveau gennem alle 60 minutter, og det stiller også krav til, at modstanderen skal det.
Santander Cup-triumfen er blevet nydt til fulde, og selvom jublen over den fjerde pokalsejr i træk efterhånden er blev blæst væk, vil den stadig fylde lidt i kroppen hos spillerne.
– Sådan en sejr vil altid give meget selvtillid. Vi har været væk fra hinanden længe, og alligevel lykkedes det os at finde det gode spil frem og stadig gøre det, som vi sagde vi ville. Det er med til at give os ro og tro på os selv, siger Tomas Axnér.
Han forventer, at de to nye hollændere – Sarah Dekker og Judith van der Helm – bliver klar til nytårsopgøret i SønderjyskE.
Team Esbjergs trup til kampen i Kvindeligaen runde 10 mod SønderjyskE torsdag den 2. januar kl. 18.30 i Sydbank Arena:
Målvogtere: Anna Kristensen og Amalie Milling
Venstre fløj: Elin Hansson og Sanna Solberg
Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen og Sarah Dekker
Streg: Kathrine Heindahl, Rikke Iversen og Kaja Kamp
Bagspillere: Live Rushfeldt Deila, Line Haugsted, Judith van der Helm, Michala Møller, Henny Reistad og Mette Tranborg.
Team Esbjerg har nu vundet 11 kampe i træk
TURNERING | KAMP | MÅL ESBJERG | MÅL MODSTANDER |
---|---|---|---|
Santander Cup | Esbjerg vs. Odense Håndbold | 31 | 25 |
Santander Cup | Esbjerg vs. Silkeborg-Voel | 38 | 26 |
Champions League | Esbjerg vs. Buducnost | 26 | 19 |
Kvindeligaen | Esbjerg vs. EH Aalborg | 40 | 22 |
Champions League | Buducnost vs. Esbjerg | 23 | 27 |
Kvindeligaen | Esbjerg vs. Skanderborg | 35 | 23 |
Kvindeligaen | Horsens vs. Esbjerg | 26 | 37 |
Santander Cup | Ikast Håndbold vs. Esbjerg | 26 | 39 |
Champions League | Ludwigsburg vs. Esbjerg | 31 | 36 |
Kvindeligaen | Esbjerg vs. NFH | 35 | 25 |
Champions League | Esbjerg vs. Kristiansand | 30 | 29 |
Kvindeligaen | Odense Håndbold vs. Esbjerg | 30 | 29 |