LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Tidligere ligaprofil vender retur til HØJ

HØJ Elite har sikret sig den svenske højre back Andreas Lang på en treårig kontrakt fra sommeren 2026, hvor han vender tilbage til den danske liga efter ophold i Frankrig.

HØJ Elite har sikret sig en markant forstærkning frem mod de kommende sæsoner. Klubben har indgået en aftale med den svenske højre back Andreas Lang, der skifter til HØJ fra franske Saint-Raphaël Var Handball.

Den 29-årige svensker har underskrevet en treårig kontrakt, som træder i kraft fra sommeren 2026. Dermed vender han tilbage til den danske liga, hvor han tidligere har optrådt for Sønderjyske, inden turen i 2024 gik videre til Frankrig.

I HØJ Elite ser man tilgangen som et vigtigt skridt i klubbens fortsatte sportslige udvikling. Direktør Lars Vinther fremhæver især Langs offensive kvaliteter og internationale erfaring.

"Andreas Lang har gennem flere sæsoner præsteret på højt niveau i europæisk tophåndbold. Han bidrager med stor gennembrudsstyrke, høj scoringssikkerhed og evnen til at tage ansvar i afgørende momenter. Samtidig er han en ambitiøs og arbejdsom spiller, der passer godt ind i vores sportslige ambitioner og kultur," siger Lars Vinther.

Andreas Lang ser selv skiftet som et oplagt næste skridt i karrieren og lægger ikke skjul på, at projektet i HØJ Elite tiltaler ham både sportsligt og familiært.

"Jeg mærkede med det samme, at HØJ Elite er et meget tiltalende projekt med klare ambitioner og tydelige målsætninger. Det inspirerer mig og giver mig mulighed for at udvikle mig yderligere som håndboldspiller. Jeg vil vinde så mange kampe som muligt, og derfor føles valget helt rigtigt," siger Lang og fortsætter:

"For min familie og mig betyder det også meget at vende tilbage til Danmark. Vi har tidligere haft nogle rigtig gode år her, og den danske liga er både stærk og udfordrende."

Lang begyndte sin professionelle karriere i svenske Alingsås, inden han i 2021 skiftede til Sønderjyske. Efter tre sæsoner i Danmark tog han springet til den franske liga, hvor han har spillet for Saint-Raphaël Var Handball. Han er desuden en del af den svenske EM-bruttotrup og står noteret for fem landskampe.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder