Tidligere Team Esbjerg-spiller skifter til rumænsk håndbold
Lara González, som spiller på venstre back, kommer med en imponerende international erfaring fra både EM-, VM- og OL-slutrunder. Spanieren vandt blandt andet sølv ved VM i Japan i 2019 og EM-sølv i 2014, ligesom hun har deltaget ved hele tre Olympiske Lege.
“Jeg er meget taknemmelig for den tillid, træneren og klubben har vist mig, og jeg ser frem til at begynde dette nye kapitel,” siger Lara González til klubbens hjemmeside og fortsætter:
“Jeg glæder mig meget til at møde mine nye holdkammerater og klubbens fans, som jeg ved er ekstremt passionerede. Det bliver en spændende sæson, og jeg vil give alt, hvad jeg har i hver eneste kamp.”
HC Dunarea Braila udtrykker samtidig stor tilfredshed med tilgangen af González:
“Vi er beærede over at få Lara til klubben – hun er ikke kun en spiller med imponerende resultater, men også en ægte fighter på banen.”
Lara González spillede i Team Esbjerg fra 2016 til 2018, inden hun vendte tilbage til spansk håndbold. Nu venter et nyt håndboldeventyr i Rumænien.