Tobias Nielsen: Personligt synes jeg at jeg har leveret rigtig godt
Tobias Nielsen har taget Herreligaen med storm i denne sæson, hvor han har været en af ligaens allerbedste højrefløje. Her sætter han ord på sin egen indsats.
20-årige Tobias Nielsen har fået en fantastisk start på ligatilværelsen for TMS Ringsted, hvor han med 95 mål ligger nummer 3 på Herreligaens topscorerliste efter 13 runder. Den talentfulde fløjspiller har været på rundens hold hele fem gange, hvilket er flest af alle i Herreligaen.
Hvad synes du om din egen indsats i første halvdel af sæsonen?
"Jeg synes det er gået rigtig fint for både mig personligt, men også for holdet. Synes virkelig vi gør det godt i denne sæson. Personligt synes jeg at jeg har leveret rigtig godt, både offensivt og defensivt", siger Tobias til Europamester.
TMS Ringsted underskrev en to-årig kontrakt med Tobias Nielsen i 2022, hvor stortalentet blev hentet fra FIF´s u19-hold.
Hvad er dine ambitioner for din egen karriere?
"Ambitionerne for mig selv er at komme så langt med mit håndbold som muligt. Jeg vil gerne blive en af de bedste på min position, og det er noget jeg stræber meget efter. En ambition jeg også har er at få andre mennesker til også at have det sjovt med at se og spille håndbold, det vil sige det der med at man nyder at spille håndbold og har det sjovt er også en vigtig faktor for mig og den faktor synes jeg, at jeg prøver og vise frem til hver eneste træning og hver eneste kamp", fortsætter TMS-profilen.
Tobias og resten af TMS-mandskabet spiller lørdag på udebane mod Ribe-Esbjerg i Herreligaens 14. runde.