LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Ditte Hansen

Tomas Axnér før NFH: - Man skal være opmærksom på mange ting

Der venter Team Esbjerg en svær udebanekamp mod NFH, der senest hentede ét point mod slovenske Krim i EHF Champions League.

Med otte runder tilbage i Kvindeligaen og fire point op til ubesejrede Odense Håndbold på førstepladsen virker muligheden for grundspilssejr meget usandsynlig for Team Esbjerg. Men andenpladsen er også vigtig, da den giver to point med over i slutspillet og hjemmebanefordel i en eventuel semifinale. Og med Ikast lige i hælene bliver udebanekampen mod Nykøbing F. Håndbold særdeles vigtig.

Disse kampe har gennem årene presset Team Esbjerg til det yderste. Flere gange er de blevet afgjort i de sidste sekunder, men det har heldigvis ofte været til esbjergensisk fordel. De to hold stod også overfor hinanden i Kvindeliga-finalen i fjor, hvor det blev til to sejre og guld til Team Esbjerg.

Mange faktorer spiller dog ind til denne kamp. For det første har Team Esbjerg allerede været igennem tre svære kampe, hvor det er blevet til to sejre. Kampen spilles sent, og med længden på turen til Falster in mente kommer den til at slide endnu mere på holdet. Og så er det også et Nykøbing F.-mandskab, der spiller god håndbold.

– Det bliver en udfordring. Nykøbing har spillet nogen fine kampe i Champions League på det seneste, hvor de blandt andet tog point fra Krim, så det bliver naturligvis en svær udebanekamp, siger cheftræner Tomas Axnér i en pressemeddelse.

Nykøbing har samtidig mange strenge at spille på. Gennem de seneste sæsoner har de været et mandskab som trives i rodede kampe, hvor de hurtige beslutninger og aftaler på banen blev afgørende. Krydret med deres tempo i både kontraen og offensiven kræver det en del for modstanderne at stoppe dem.

– Man skal være opmærksom på mange ting. De har en meget intuitiv spillestil, hvor de har mange små aftaler spillerne imellem. De spiller på deres timing og disse aftaler, hvilket de gør i et højt tempo. Vi skal være klar i forsvaret, for det er her, vi kan vinde ved at stoppe deres styrke, siger cheftræneren.

Team Esbjerg kommer ind til kampen med en fornyet tro på tingene. Nederlaget mod Odense i Kvindeligaen var en våd klud i ansigtet, men holdet viste i weekenden, hvad de er lavet af: vilje, trodsighed, beslutsomhed, men mest af alt et vindergen, der kræver meget mere end ét nederlag at slukke.

– Vi har fået vores selvtillid tilbage igen, for vi viste, at vi kunne præstere på et højt niveau, når vi havde fået detaljerne på plads, og det skal vi have igen, siger Tomas Axnér.

Med Marit Røsberg Jacobsens graviditet kommer hun ikke i kamp igen i denne sæson, men da det er en kamp i Kvindeligaen er Mia Emmenegger og Merel Freriks med igen.

Team Esbjergs trup til kampen i Kvindeligaen runde 19 mod Nykøbing F. Håndbold onsdag den 19. februar kl. 20.00 i Spar Nord Boxen:

Målvogtere: Anna Kristensen og Amalie Milling
Venstre fløj: Elin Hansson og Sanna Solberg
Højre fløj: Sarah Dekker og Mia Emmenegger
Streg: Merel Freriks, Rikke Iversen og Kaja Kamp
Bagspillere: Live Rushfeldt Deila, Line Haugsted, Judith van der Helm, Michala Møller, Henny Reistad og Mette Tranborg.
 

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder