- Uden sammenligning det højeste niveau, indrømmer Jesper Jensen
Danmark ramte uden sammenligning det højeste niveau under OL i kvartfinalen mod Holland, og det er den danske landstræner naturligvis glad, stolt, lettet og tilfreds med.
PIERRE MAUROY STADIUM (LILLE, EUROPAMESTER.DK): Landstræner Jesper Jensen har ført det danske kvindelandshold til sin femte semifinale i træk - og i øvrigt ud af fem mulige.
Det er kendsgerningen, og det historiske resultat, efter at Holland blev banket 29-25 i en nervepirrende og svingende kamp, der piskede frem og tilbage.
Landstræneren sætter ord på, hvordan og hvorfor Danmark kom tilbage fra en skrækkelig start fra 0-4 og 1-5:
- Jeg er lettet, fordi vi har været så meget igennem. Vi må bare indrømme, at vi har haft svært ved at ramme niveauet hen over sommeren. Det, jeg er allermest glad for, er, at vi leverer præstationen i dag, siger Jesper Jensen til Europamester.dk og resten af den danske presse:
- Vi har snakket os til meget. Men jeg har en stolthed over at være med til noget stort.
- Vi har gjort det godt. Det er sgu meget cool. Vi har holdt fast internt i det, vi gerne ville. Vi har snakket med de ting, vi ville. Vi har turde sætte lys på de udfordringer, der var. Da vi så stod med kniven for struben, steppede spillerne i den grad op og ramte det højeste niveau helt uden sammenligning under det her OL for vores vedkommende.
Mange følelser fik frit spil for de danske spillere både før, under og efter kampen.
Det danske kvindelandshold håndterede det hollandske pres helt fænomenalt og lige efter bogen, siger Jensen:
- Forskellen på kvartfinalen og semifinalen er jo voldsom. Måske den allermest voldsomme. Det er bare stort. Vi bliver ramt af, at Norge taber første kamp til Sverige, som gjorde, at vi på trods af fire sejre i det indledende gruppespil render ind i Holland, som er notorisk top-5-hold sammen med os andre.
- Vi vidste, at der var ét stærkt hold, der skulle forlade turneringen. Mon ikke det bliver, som det plejer med Sverige, Norge og Frankrig, og så skulle Danmark og Holland spille om den sidste plads. Jeg er megastolt og lettet over ikke at være det gode hold, der røg ud af top-4, slutter Jesper Jensen.
Danmark spiller semifinale torsdag enten klokken 16.30 eller 21.30. Modstanderen bliver enten Norge eller Brasilien.