Viborg HK fik en hård aften i Odense Idrætshal, da holdet onsdag led et klart 24-33-nederlag til Odense Håndbold i Kvindeligaen.
Opgøret begyndte ellers lige, men gæsterne løb ind i massive scoringskvaler mod en storspillende Johanna Bundsen i fynboernes mål. Efter pausen faldt viborgenserne helt sammen, hvilket tillod hjemmeholdet at trække afgørende fra via stribevis af kontrascoringer.
Efter slutfløjtet lagde Viborg-cheftræner Anders Friis ikke skjul på, hvad holdet skal tage mede videre og lære af.
“At håndtere modgang bedre. Det er fair nok med svære perioder, især mod en modstander som Odense, men de perioder skal vi hurtigere ud af. I dag knækkede det lidt for hurtigt for os, og ingen ramte deres topniveau,” siger han til Viborg Stifts Folkeblad.
Nederlaget efterlader Viborg HK på syvendepladsen i Kvindeligaen med syv point efter syv spillerunder.





























