Viborg-stjerne i lyncomeback efter fødsel
Det er ikke mere end to måneder siden, Lærke Nolsøe blev mor. Alligevel er hun dog allerede nu klar til igen at trække i Viborg-trøjen.
Viborg HK har fået et stort boost frem mod de kommende kampe i den vitale del af sæsonen. Man råder nemlig igen over storprofilen Lærke Nolsøe.
Det er meget tidligt, da det kun er to måneder siden, at Lærke Nolsøe var igennem en fødsel. Hun er dog klar igen - ikke til en hel kamp - men hun er klar, og det er mere end hun selv havde turde håbe på:
"Jeg har haft en sindssyg ukompliceret graviditet og en god fødsel, hvor min krop efterfølgende har reageret godt. Det har betydet, at jeg har kunnet træne rigtig godt hele vejen igennem og samtidig mærket efter, hvad der hele tiden var det rigtige at gøre," siger Lærke Nolsøe til Viborg Stifts Folkeblad.