Med femte sejr i træk fører Skanderborgs 1. division
Tak til Charlotte Skovsager for følgende:
Arbejdssejr mod BK Ydun
1. division, Skanderborg Håndbold-BK Ydun, 23-18 (11-11)
Med den femte sejr i træk fører Skanderborgs unge 1. divisionsdamer stadig rækken. (LINK)
Sejren kom i hus lørdag hjemme i Morten Børup Hallen mod Ydun, som er Skanderborgtræner Mikkel Voigts tidligere klub, hvor han har været træner i 6 år.
Han vidste derfor om nogen, hvad Ydun kan, og Skanderborgpigerne havde da også trænet specifikt på at stække især bagspiller Anja Salsø, en af topscorerne i 1. division, men så trådte andre af Yduns profiler i karakter.
Første halvleg blev alt andet end køn, og holdene spillede fuldstændig lige op med 11-11 ved pause. Først over halvvejs i anden halvleg lykkedes det Skanderborg at slå et hul på et par mål til 17-15, og derfra øgedes føringen blot.
- Det var super godt at vinde, især fordi det var en meget lige kamp og blev en rigtig arbejdssejr. Vi fik vist, at selv når spillet ikke flyder, så kan vi arbejde os til en sejr. Det blev en forsvarskamp, hvor vi dækkede godt op, og selvom mange af vores spillere præsterede under niveau, og nogle var tvivlsomme op til kamp, er det dejligt, at vi kan vinde, siger en lettet Mikkel Voigt.
Han var noget bekymret undervejs, men til gengæld lettet over, at det i det sidste kvarter var tydeligt, at Skanderborg er et bedre hold.
- Det er en vigtig lektie, at vi altså skal være 100 procent klar til kampstart, hver gang. Og flere skal ramme deres topniveau, når vi på fredag tager til Bjerringbro, som er et mere rutineret hold end Ydun, tilføjer han.
Målscorere: Laura Damgaard 4, Janne Brøndum 4, Marie Aamand Sørensen 4, Amalie Wichmann 4, Amalie Grøn Hansen 3, Nicoline Berthelsen 2, Mette Lassen 2.