Aalborg klar til brag: Fik uventet besøg under træningen
Aalborg Håndbold fik en uventet afbrydelse under tirsdagens træning, da Anti Doping Danmark dukkede op for at teste fem spillere.
Kontrollen, som blev gennemført i et aflåst rum uden for træningshallen, forløb uden dramatik, og de udvalgte spillere er klar til onsdagens Champions League-brag mod norske Kolstad.
Der er lagt op til en intens kamp i den totalt udsolgte Sparekassen Danmark Arena, hvor Aalborg jagter revanche mod Kolstad, der sidste år slog dem med ét mål. Cheftræner Simon Dahl ser frem til opgøret:
“Det bliver fedt at spille på hjemmebane igen. Vi glæder os afsindigt meget til at spille Champions League,” udtaler Dahl overfor TV2 Nord.
Aalborg har travlt op til juleferien med hele 10 kampe på programmet. Men holdet er klar til udfordringen:
"Det er det, vi træner for, og det vi har lyst til. Vi er glade for at være med i alle turneringer og har gode muligheder for at kravle op i tabellen, siger fløjspiller Sebastian Barthold til TV2 Nord.
Inden kampen ligger Aalborg nummer fire i Champions League-puljen, mens Kolstad indtager sjettepladsen. En sejr onsdag aften kan være et vigtigt skridt for nordjyderne i deres ambition om at avancere i turneringen.