Endnu en stor føring forsvandt for Gidsel og Co.
Mathias Gidsel scorede to mål, hvilket er lidt usædvanligt for ham, mens holdkammeraten Tim Freihöfer igen spillede en storkamp, hvor han blev kampens topscorer med otte mål.
Det er anden gang på kort tid Füchse Berlin smider en stor føring, som da de for nylig tabte pokalopgøret til Rhein-Neckar Löwen og det er Füchse-træneren bestemt ikke tilfreds med:
”Jeg tænker tilbage på sidste torsdag: En stærk første halvleg, hvor vi har alt under kontrol og går til pause med en god føring. Men vi inviterer modstanderen tilbage i kampen med for mange fejl og dårlige afslutninger, hvilket fører til kontrascoringer. Hamburgs målmand leverede en klasseindsats, og vi kunne ikke kontrollere kampen i den intense atmosfære," sagde Jaron Siewert til klubbens hjemmeside efter kampen.
Han erklærer sig dog tilfreds med det ene point, idet chancen for en Hamburg-sejr var stor til sidst. Fem minutter før slutfløjtet, kom HSV Hamburg foran for første gang i kampen og de bragte sig hurtigt på en to måls-føring. Marsenic sikrede Berlin-udligningen kort før tid og en vigtig parade i Berlins forsvar til allersidst, sikrede dem det ene point.
Berlin-anfører, Max Darj, er dog ikke tilfreds med det ene point:
”Vi spiller en solid første halvleg og går til pause med en føring og en god følelse. Men i anden halvleg misbruger vi for mange chancer og laver for mange enkle fejl. Det er ikke godt nok for vores niveau. Et point er ikke tilfredsstillende,” sagde han til Füchse Berlins hjemmeside efter kampen.
På torsdag mødes Füchse Berlin og Dinamo Bucuresti i Champions League. Kampen fløjtes i gang kl. 18:45.