Anførerrollen skifter hænder: - Her er afløseren, siger landstræneren
Når 35-årige Niklas Landin om lige godt en måned indstiller sin glorværdige landsholdskarriere, så skal det danske herrelandshold finde sig en ny anfører.
I lige godt 12 år har frontfiguren på det danske herrelandshold været Niklas Landin. Ulrik Wilbek udnævnte Landin som anfører tilbage i oktober 2012. Den dengang 23-årige Rhein Neckar-Löwen-keeper overtog den ærefulde tjans fra forsvarsspecialisten Kasper Nielsen.
Men når den to-meter-høje verdensstjerne om ganske kort tid er fortid på ét af verdens stærkeste, bedste og mest vindende landshold, så skal der naturligt nok findes en ny. Valget har ikke været noget, som landstræner Nikolaj Jacobsen har ligget søvnløs over - eller haft særligt svært ved at tage.
Faktisk var det én af de nemmere beslutninger at tage som landstræner:
- Selvfølgelig kigger vi fremad og har en nogenlunde køreplan. Jeg tror ikke, det er den store overraskelse, at Magnus Saugstrup bliver ny anfører, når Niklas Landin stopper. Det har vi kørt ham i stilling til de senere år ved at gøre ham til viceanfører, siger Nikolaj Jacobsen til Europamester.dk og fortsætter:
- Og så skal vi have kørt en ny viceanfører ind. Planen er der for, hvem der tager ansvaret, hvem der får gjort tingene, når det spidser til, og når de ubehagelige samtaler kommer under slutrunderne. Det er jo ikke kun happy go lucky det hele. Som gruppe skal vi kunne klare større udfordringer end selve håndbolddelen.
Det bliver altså Magdeburg-stregen, der overtager anfører-rollen, siden han i 2022 blev udnævnt som viceanfører.
Ganske naturligt, siger landstræneren:
- Han er bare en god mand og et godt menneske. Han er vellidt af alle. Han har en fantastisk indstilling til tingene. Han er jo nok mere en leder, der leder by example. Han går altid forrest med tingene.
- Det er naturligt. Niklas er også blevet meget bedre. Magnus er heller ikke den højtråbende anfører, der fylder meget. Det er Niklas heller ikke. Man kan gøre det på mange måder. Men Magnus går altid foran og trækker de andre med, slutter Nikolaj Jacobsen.