LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Officielt: Odense henter stjernespiller til sommer

Det, der længe blot var rygter, er nu blevet bekræftet: Den tjekkiske håndboldstjerne Markéta Jeřábková spiller fra sommeren 2025 i Odense Håndbold. Klubben har sikret sig den 29-årige profil på en 2-årig kontrakt, der løber frem til sommeren 2027.

Administrerende direktør i Odense Håndbold, Lasse Honoré, er begejstret for tilgangen af den rutinerede spiller:

“Efter flere snakke med Markéta er vi overbeviste om, at hun er den rigtige tilføjelse til vores trup fra den kommende sæson. Når Markéta er på sit bedste, er hun en absolut topspiller, hvilket vi har set af flere omgange både i Vipers og senest i Ikast. Hendes meritter med blandt andet EHF Champions League-titler og Final4 MVP taler for sig selv, og vi er sikre på, at hun bliver en vigtig faktor for os i de kommende sæsoner,” udtaler Honoré.

Jeřábková selv glæder sig også over skiftet og udsigten til at spille Champions League-håndbold med fynboerne:

“Jeg er glad for og stolt af at blive en del af en stor klub som Odense Håndbold. De har i denne sæson bevist sig som en af de bedste fire klubber i EHF Champions League, hvilket jeg personligt også selv ser frem til at spille,” siger hun.

Markéta Jeřábková kommer til Odense efter to succesfulde sæsoner i Ikast Håndbold. Hun har tidligere spillet en afgørende rolle i norske Vipers Kristiansand, hvor hun to år i træk vandt Champions League. Ved Final4-turneringen i 2022 imponerede hun med hele 19 mål, hvilket gav hende titlen som turneringens mest værdifulde spiller.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder