Rumænsk håndbold kan være på vej til at få en ny tv-aftale til en værdi af mere end 500.000 euro om året – svarende til omkring 3,7 millioner kroner.
Det skriver det rumænske medie GSP.ro, som oplyser, at det rumænske håndboldforbund er i fremskredne forhandlinger med mediekoncernen Antena.
En aftale vil også få betydning for danske håndboldfans. Anne Mette Hansen og Emma Friis spiller begge for CSM Bucureşti, men ifølge det fremlagte tilbud vil klubkampe som udgangspunkt ikke blive vist på traditionelt tv.
I stedet skal kampene fra den rumænske liga, pokalturneringen og Super Cuppen vises på streamingtjenesten Antena Play. Kun det rumænske kvinde- og herrelandsholds kampe vil blive sendt på tv.
Antena skulle være klar til at betale mindst 500.000 euro om året over en fireårig periode. Det vil samlet give en aftale på mindst to millioner euro, svarende til cirka 14,9 millioner kroner.
Forhandlingerne kommer, efter at Pro TV har trukket sig. Selskabet betalte tidligere samlet to millioner euro for rettighederne over fire år, men ønskede ikke at betale for en forlængelse.
Ifølge GSP.ro brugte Pro TV desuden omkring én million euro på produktionen af kampene. Kilder fra mediebranchen beskriver den tidligere aftale som en dårlig forretning både økonomisk og målt på seertal.
Bliver aftalen mellem forbundet og Antena gennemført, vil den første turnering på Antena Play være den rumænske Super Cup, som spilles i Bistriţa fra 21. til 23. august.





























